Sider

lørdag den 29. august 2015

Blomster-love!

Vi har været på planteskole i dag, og jeg føler mig helt høj af farver, dufte og skønhed. Nu skal vores krukker og bare pletter i haven bare overdænges af farver, så man slet ikke kan lade være med at smile ved at kigge der ud. De sidste sommer-vibes skal lige indåndes, før den for alvor står på efterår inden længe. 

Og by the way: De pink og orange solhat øverst til venstre er ubetinget min yndlingsblomst, som jeg havde lyst til at fylde hele bilen med. Jeg er helt solgt over de farver!

fredag den 28. august 2015

En hemmelighed...

Jeg troede aldrig, jeg skulle breake den her nyhed, men nu sker det: Jeg er gået i gang med at tage kørekort. I dag har jeg siddet bag rattet for første gang - argr!! Godt nok kun med 7-8 km/t. på manøvrebane og uden overhovedet at bruge speeder, men man skal jo starte et sted, og jeg synes faktisk, det gik rigeligt hurtigt. Kald mig bare en pivskid! Lasse mener dog ikke, der vil gå lang tid, før jeg får problemer med at holde mig inden for fartbegrænsningerne. Jeg har meget svært ved at tro, at det bliver et problem.

Men man skal jo starte et sted, og nu er jeg da i gang. Heldigvis følges jeg med min søster, Maja, så vi ikke er helt alene om at føle os totalt gamle sammen med alle de 17-18-årige. Mon der egentlig er en grund til, at det er smart at kaste sig ud i noget så halsbrækkende, som at køre bil, mens man stadig tror, man er 17 og uovervindelig? Jeg tror i hvert fald ikke, man er mindre bange for trafik og konsekvenser, når man er 32 - og liv og død ikke længere kun er abstrakte begreber...

torsdag den 27. august 2015

Bibeltid

Så skete det endelig: App'en 'Bibeltid' er lanceret! Lasse har sammen med andre dygtige folk arbejdet på, at den skulle blive til virkelighed længe, og nu er den her. Helt gratis og en helt ny og inspirerende måde at læse i Bibelen på. Jeg er skide stolt af min seje mand, og er samtidig fuld af forventning over selv at tage den i brug! Læs mere på Facebooksiden eller find den i din app-store.

Og nej, jeg får ikke noget (andet end måske et ekstra kys, hvis jeg er heldig) for at reklamere - dette er udelukkende et råb ud over tagene om, hvor sej min mand er, og hvor stolt jeg er af ham! :)

tirsdag den 25. august 2015

Medaljer med hindbær

Lasse har i dag stået for medarbejderdag i den organisation, hvor han arbejder, og jeg har fået lov til at stå for maden. Jeg synes, de skulle have noget særlig lækkert til kaffen, og da jeg faldt over de lækreste hindbær, da jeg handlede ind, fik jeg lyst til at lave medaljer med hindbær.

Medaljer ca. 10 stk.

Mørdej
300 g. mel
100 g. flormelis
150 g. margarine
1 æg
  • Smuldr margarinen i mel og flormelis
  • Tilsæt ægget og saml dejen
  • Læg dejen på køl en halv times tid
  • Rul den kolde dej ud (ca. 5 mm. tykkelse)
  • Udstik 20 cirkler á ca. 7 cm. diameter
  • Bag cirklerne i 8-10 min. på 185 grader
  • Afkøl kagerne 

Vaniljecreme
2 æg
30 g. maizena
1 tsk. vanilje
1/2 l mælk
75 g. sukker
1 dl. fløde
  • Pisk æg og maizena sammen uden varme
  • Tilsæt sukker, vanilje og mælk kog det op under omrøring
  • Hæld cremen på en tallerken, drys sukker på overfladen for at undgå skind og sæt på køl
  • Pisk fløden og vend den i den afkølede creme
Øvrige ingredienser
4 dl. fløde - piskes til flødeskum
100 g. flormelis - røres til glasur med lidt vand
100 g. friske hindbær/hindbærmarmelade
Pynt - her brugt frysetørret hindbær og friske hindbær
  • Fordel et tyndt lag glasur på halvdelen af cirklerne (toppene)
  • Pynt evt. med frysetørret hindbær, mens glasuren er våd
  • Sprøjt to ringe flødeskum med en stor stjernetylle på hver af de øvrige cirkler (bundene)
  • Læg et par friske hindbær/en teskefuld hindbærmarmelade i hullet i midten af flødeskummet
  • Læg en teskefuld vaniljecreme oven på marmeladen
  • Sprøjt en fløderoset på den stivnede glasur
  • Pynt rosetten med et halvt hindbær
  • Pres forsigtigt toppene på bundene - og server!


fredag den 21. august 2015

5 års bryllupsdag

Vi har bryllupsdag i dag, og det er altid noget helt særligt. Nu er det fem år siden, vi for alvor startede vores liv sammen, og ud over de store tanker om, hvad ægteskabet er, og om hvad vi betyder for hinanden, så er der også bare alle de gode minder om den helt særlige dag for fem år siden.

Vi har tidligere på vores bryllupsdage læst præstens tale fra kirken, set billeder og video (ikke mindst af noget virkelig sjovt underholdning), og ellers bare forkælet hinanden og lavet noget hyggeligt. I år har jeg bare slet ikke magtet det store. Depression og svære følelser forsvinder desværre ikke bare fordi det er en særlig dag, så vi har holdt programmet meget simpelt og valgte at tage ud og spise og efterfølgende at gå en tur ved vandet. 



Og det bedste er, at sammen med Lasse skal jeg lige præcis ikke lade som noget som helst. Jeg kan med ro i sindet sige, hvad jeg magter - og han står bare med åbne arme og elsker mig, som jeg er. Jeg har den bedste mand, jeg kunne drømme om, og jeg er så enormt taknemmelig over den gave han er for mig hver eneste dag. Jeg elsker dig, min dyrebare skat!

lørdag den 15. august 2015

Bryllupskage i natur-farver

Den sidste kage i lang tid - og heldigvis gik det godt, og min fætter og hans smukke brud blev glade for resultatet! Det betyder altid noget særligt, når brudeparret er nogen tæt på, og at jeg - som i dette tilfælde - også selv skulle med til bryllupsfesten. Det er en stor ære og en tillid at blive vist, så jeg har altid nerver på; for kan jeg nu gøre det godt nok.

Kagen var med chokoladebunde og nøddebunde, lagt sammen med hvid chokolademousse, jordbærmousse og jordbærkompot med makroner. Den er overtrukket med overtræksmarcipan, som jeg har farvet hvidt. Alle blomster er lavet af fondant, og båndet omkring kagerne er naturfarvet hessian med bomuldssnor omkring. Under stoffet er der et 'bånd' af bagepapir, så stoffet ikke kommer i berøring med marcipanen. Banneret med deres navne på toppen lavede jeg ligeledes af hessian - læs mere om det her.






torsdag den 13. august 2015

Rabarbertærte

Min dejlige svigermor ved, at jeg drømmer om selv at have rabarber i haven, og indtil det forhåbentlig engang kommer til at ske, er hun så sød at være leverandør til vores fryser. Og så er de endda skåret og pakket i poser. Hvor heldig er det lige, man kan tillade sig at være?!

Én af de bedste opskrifter med rabarber er uden tvivl den helt klassiske rabarbertærte. Enkel, lækker - og altid et hit! Her kommer den opskrift, jeg altid bruger:

Rabarbertærte
125 g. smør/margarine
175 g. mel
1 spk. vand
175 g. rabarber i små stykker
100 g. sukker
1 spk. kartoffelmel
(Æg til pensling af gitter)

Rør mel, smør og vand sammen. Stil dejen på køl en halv times tid.
Rul dejen ud. (Tag evt. lidt fra til gitter) Put den i en tærteform (25-28 cm.).
Hæld rabarber ud over. Bland sukker og kartoffelmel og hæld det over rabarberene.
Lav evt. gitter af det resterende dej. Pensl gitteret med æg.

Bag den i ca. en halv time ved 180 grader
Server med cremefraiche eller fløde :)