Det er onsdag aften. Klokken er passeret 21.15, og jeg har rastløst afventende lagt dagens læsning til side. Lige nu kører afsnit 2 af DR-programmet 'Gift ved første blik' over skærmen, men da jeg så dét afsnit som forpremiere i weekenden, håber jeg, at næste uges program snart bliver frigivet. Jeg opdaterer programsiden for fjerde gang - stadig ingen forpremiere...
Men hvad er det lige, der sker for mig? Hvorfor er dét pludselig så vigtigt? Reality og datingshows er ikke min kop the, men det her er på en eller anden måde anderledes. Seks singler er (efter mange og lange tests, samtaler og analyser) blevet sat sammen to og to af eksperter, som på papiret har lavet perfekte match. Match, som i teorien vil fungere. Twistet er så, at de ser hinanden første gang ved 'kommune-alteret' og skal sige ja. Programmet lukker os så ind i afsløringen af, hvorvidt det arrangerede ægteskab i form og koncept i praksis er holdbar matchmaking.
Så langt, så godt. Det videnskabelige fundament. Det gode cast. De virkelige mennesker, som man (jeg, i hvert fald) er kommet til at håbe for, at dét her må være vejen til lykken. Håber på en voksende gnist parrene imellem. Håber på den romantiske forestilling om, at rammen godt nok er videnskabelig og kold, men at de seks menneskers største drøm går i opfyldelse: At de finder dén, der giver livet og verden endnu usete farver! Derfor opdaterer jeg programsiden - for det er da spændende at se, hvordan det vil gå!
Håbløs romantiker. I know! Dét kan jeg leve med! Men så er det, jeg kniber mig selv i armen og husker på, at forsøget ikke stopper der. Det handler ikke kun om matchmaking og mulig romantik. Det hedder GIFT ved første blik. Det er et virkeligt ægteskab, der er setuppet! Ægteskabet, som er et af vores samfunds mest grundlæggende institutioner, to menneskers valg, en seriøs ramme, en beslutning, som er afgørende -
'til døden skiller jer ad!' Og dér kører det helt af sporet for mig...
Jeg bliver simpelthen ked af det! På flere planer. Helt overordnet er det min overbevisning, at det gør noget ved os, at den måske mest afgørende institution, vi har, bruges som et finurligt setup til et realityshow, der udfordrer rammerne.
'Går det? Eller bliver de skilt efter de fire uger, hvor programmet følger dem.' Så større værdi har et ægteskab altså ikke?! På det menneskelige plan tror jeg, det gør noget ved os, at det seriøse og vigtige gøres ligegyldigt. Helt personligt gør det mig bedrøvet. Der jongleres frit med ægteskab og skilsmisse. Hvorfor så overhovedet kæmpe for at blive sammen?
Ambivalensen står i lys lue. Jeg følger deltagerne, fordi de er ganske almindelige mennesker, der har taget denne mulighed og udfordring op. Jeg er imponeret over deres mod. Jeg kan sætte mig ind i deres frustration over ikke at have fundet deres livspartner. Jeg kan følge deres nysgerrighed, og jeg kan sætte mig ind i deres interesse for, om videnskaben kan give en hjælpende hånd til det kærligheds-spil, der lover soulmate-status og søndags-hygge i ske på sofaen. Og jeg tror også, at det at vælge hinanden på så drastisk en måde - ved den rette indstilling - kan føre noget godt med sig. Men var det nødvendigt med ægteskab?
At DR med deres public service ansvar vælger at sætte ægteskabet i bås med emner, der skal håndteres, behandles og vendes på hovedet er vel ok. Men de går et stort skridt videre og er (tror jeg) med til at sætte en afgørende vigtig samfundsinstitution under yderligere pres, hvilket jeg er skuffet over sker for mine licenspenge.
Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skal efterlade deltagernes skæbne her og boycutte programmet fra nu. Det er jo dobbeltmoralsk at lægge seertal til noget, jeg er uenig i konceptet omkring. Samtidig er jeg draget mod fortællingen, deltagerne og udviklingen her fra, for jeg synes, det er godt fjernsyn! Jeg er bare ærgerlig over, at det ikke er et
forhold, de er ved at afprøve, men et
ægteskab - som de herfra skal udfylde med det, som normalt er udgangspunktet for et '
ja': at
ville hinanden. At
ville elske. Hvordan kan man love at ville gøre det altid, hvis man ikke engang gør det nu?
...og så er ikke engang nævnt hele den ambivalens, der er forbundet med at gøre underholdning ud af en konceptuel ramme (det arrangerede ægteskab), der for mennesker rundt omkring i verden, er et mareridt, der ingen vej er ud af. Hverken efter fire uger eller nogensinde!
