To skridt frem - ét tilbage

Egentlig skulle jeg have været ude af døren og af sted i aften. Sammen med min mand. Sammen med gode venner. En aften, jeg havde set frem til. I stedet ligger jeg på sofaen. Helt flad. Som i fladet ud og flad for batteri.

Egentlig er jeg rastløs. Uro i benene. Kriller i fingrene. Tankerne, der kører i ring; finder på, får idéer og lægger planer. Jeg har lyst til at hoppe op, finde frem, gøre klar og kreere. Må stoppe mig, for energien er der ikke. Frustrerende!

Egentlig er i dag en typisk dag i mit liv for øjeblikket. Lysten er der. Den pibler og bobler frem. Energien er større end længe, men kan ikke helt følge med. Fokus burde være på fremgangen. Ofte fortabes jeg desværre i, at jeg ikke er i mål.

Egentlig har jeg haft 'diagnosen' udbrændt i halvandet år. Det dækker over: 'Udbrændthed er den ekstreme grad af længerevarende kronisk stress - og beskrives som en særlig tilbagetrækningsreaktion, der følger af følelsesmæssige dilemmaer/belastninger i arbejdet. Udbrændthed er en langsomt fremadskridende tilstand/proces, der ofte er flere år om at udvikle sig, og som optræder i flere grader inden tilstanden desværre for flere ender med et egentligt sammenbrud.' (Stressforeningen). Men faktisk er jeg godt på vej tilbage til livet...

Egentlig har de sidste halvandet år været én lang positiv udvikling. To skridt frem og kun ét tilbage = fremgang! Også selvom langsomheden til tider kan føles opslidende. Jeg er dybt taknemmelig, og glæder mig til at se, hvad livet byder mig rundt om hjørnet. Samtidig er jeg bange. Rædselslagen, faktisk! Glæder mig til, erfaringen viser, at isen holder.

Egentlig er jeg glad. Jeg kender efterhånden bare de sorte huller, der er risiko for at falde i, utrolig godt. Det er dém, jeg er bange for. Selvom det i det store perspektiv kun går frem, kan de skridt, der tages baglæns, være så skuffende og frustrerende, at perspektivet sløres.

Egentlig er jeg stolt! Jeg skal bare mindes om det af og til. Gerne tit.